Tid til at stå sammen

Vi oplever historiske tider med en svær pandemi, der tester vores alles samhørighed, tålmodighed og ikke mindst respekten for hinanden. Det er ingen hemmelighed, at vi nærmer os en tredje bølge med coronavirus, eftersom den engelske variant B.1.1.7 kan ses hos over halvdelen af de smittede, mens de andre varianter af corona-virus desværre er på vej frem. Under disse omstændigheder er det afgørende, at vi står sammen, som et fællesskab, og forsøger at komme igennem denne svære tid, uden at komme med ubegrundede beskyldninger mod hinanden eller lede efter syndebukke.
Derfor er det uheldigt, at nyhedsmediet sn.dk, i en artikel d. 28/2/21, skriver, at et ”nyt smitteudbrud stammer fra moskeen i Kokkedal”, og dermed antyder over for offentligheden, at det er moskeen, der generer smitten. I nyhedsmediet skriver også at ”først efter smitteudbruddet har menigheden fulgt myndighedernes anbefalinger og instrukser”, hvilken er en fejlagtig beskrivelse af virkeligheden.
Kokkedal Islamisk Menighed er en menighed, under Dansk Islamisk Trossamfund, der siden corona-udbruddet og den deraf følgende nedlukning af Danmark, tilbage i marts 2020, har fulgt myndighedernes anbefalinger ved at indstille alle aktiviteter i menighederne. Ved genåbningen i maj 2020, har Kokkedal Islamisk Menighed allerede haft en vejledning tilgængelig omhandlende forsvarlig genåbning af moskeerne. Det er en vejledning, der er udarbejdet af Dansk Islamisk Trossamfund og forelagt Kirkeministeriet, inden ministeriet selv er kommet med anbefalinger til genåbning af religiøse aktiviteter i landet. Vejledning kan læses på Dansk Islamisk Trossamfunds hjemmeside1.
Samtidig med dette, har Kokkedal Islamisk Menighed modtaget information og anvisninger fra Dansk Islamisk Trossamfund om, hvordan det religiøse liv i moskeen bedst kan gennemføres. Anbefaling har blandt andet været, at moskeen kun skal bruges til bøn på bestemte tidspunkter, ved samtidig overholdelse af bestemte krav, så som maske, håndsprit og afstand mellem moskeens bedende.
Da den engelske variant af corona-virus for alvor tager fat i lokalsamfundet, vælger Kokkedal Islamisk Menighed at aflyse den kommende fredagsbøn og informerer Styrelsen om Patientsikkerhed omkring hændelserne fra den forrige fredagsbøn. Dermed har Kokkedal Islamisk Menighed ikke lagt skjul på de aktuelle forhold relateret til moskeen, men ville forebygge spredningen af corona-virusset ved at kontakte myndighederne. Det skal de have ros for.
Den 26. februar 2021 kontakter Fredensborg Kommune menigheden for at holde et møde om en boligsocial indsats, der kan udmunde i udarbejdelse af pjecer på dansk og tyrkisk. Herefter har ledelsen i Kokkedal Islamisk Menighed valgt at lave videoer om corona-virus og forebyggelse af smitte på flere sprog, herunder dansk, tyrkisk, arabisk og marokkansk. Videoerne er lagt ud på menighedens facebook2 og er blevet delt i whatsapp-grupper. Videoerne omhandler vigtigheden af at blive testet, gå i selvisolation, følge restriktionerne, og at der ikke er nogen skam forbundet med at være smittet med corona-virus, hvormed man ikke bør hemmeligholde det. Der indgår også et link til coronaprover.dk.
Det bør fremgå af ovenstående, at Kokkedal Islamisk Menighed har gjort hvad der kræves af den, og mere til, for at beskytte menigheden og lokalsamfundet mod smitteudbrud. Regeringen har prioriteret at holde de religiøse institutioner åbne under pandemien, og der er ingen tvivl om at disse institutioner udgør et åndehul, hvor ældre og unge kan opleve en smule af det religiøse fællesskab, der har været en central del af deres identitet igennem generationer. Samtidig udgør moskeerne en platform, hvor forholdsregler overfor pandemien, kan kommunikeres ud til grupper der ofte har begrænset adgang til information andre steder i samfundet.
I sådan en tid som nu har vi brug for tættere samarbejde, anerkendelse af hinandens indsat mod en slem pandemi og derved vise samhørigheden i samfundet. Det vil ikke gavne nogen at udskamme åndslivet i diverse tro, da ”det er troen, der flytter bjerge” og nu skal ”troen flytte pandemien væk fra samfundet”.
Med venlig hilsen
Mustafa Incikli
Formand for Dansk Islamisk Trossamfund
1 https://ditsamfund.dk/wp-content/uploads/2020/05/Camilerin-kademeli-ve-kismi-olarak-acilmasi.pdf
2 https://www.facebook.com/kokkedalislamisk/posts/1881184722056589