DIT’s syn på ønsket om inkludering af Muhammed-tegninger i skoleskemaet og indrykning i aviser

Dansk Islamisk Trossamfund ser meget bekymrende på nogle partiers ønske om at inkludere tegningerne i skolebøgerne, da disse tegninger kun har medført splid og krise i verden. Dansk Islamisk Trossamfund undrer sig over, hvad det tilsigtede mål kan være med at sætte tegningerne i skolebøgerne. Skolen er det sted, hvor børnene primært lærer om gensidig respekt for hinandens forskelligheder. Børnene lærer, at man viser respekt for en persons holdninger, også selvom de bunder i en anden kultur end ens egen. Det kaldes for demokratisk dannelse, at respektere forskellighed. Og den vil nogle partier ødelægge for børnene og for fremtidens Danmark.
Det er ligeledes ødelæggende for samfundet, at nogle partier bestræber sig på at genoptrykke tegningerne i aviser og andre medier. Bestræbelserne har intet med trykke- eller ytringsfriheden at gøre, da tegningerne kun har det formål at håne, fornærme og ydmyge muslimer. Disse bestræbelser vil kun hæmme sammenhængskraften i samfundet og skabe polariseringer af trosretninger og etniske grupper. Derfor fraråder Dansk Islamisk Trossamfund kraftigt, at man inkluderer tegningerne i skolebøgerne eller at aviserne accepterer deres indrykning.
Gennem historien har man forsøgt at fornærme Profeten Muhammed gentagne gange, men disse forsøg har ikke ført til andet end øget interesse i hans budskab, da hans budskab forener de stridende, heler sorg og knuste hjerter.
I Danmark anser vi os som foregangsland for frihedsrettigheder i verden, men i denne diskussion bliver disse rettigheder reduceret til intet andet end en ret til at håne. I Dansk Islamisk Trossamfund ønsker vi et samfund, hvor der er plads til saglig debat og kritik, men med gensidig respekt for hinandens forskelligheder. På den måde vil Danmark stå sammen om gensidig respekt og anerkendelse af forskellighed.